Boganmeldelse: Tøsne og forsythia

 

 

Boganmeldelse

 

Titel: Tøsne og forsytia

Forfatter: Thomas Bredsdorff
ISBN 9788702232493
Udgave: 1
Udgivet: 2017
Sider: 232

 

Af Tina Malene Høppermann, sekretariatskoordinator, Fonden Ensomme Gamles Værn

 

Thomas Bredsdorffs hustru, Lene, får, efter et længere udredningsforløb, beskeden ”Vores undersøgelser har vist, at du har Alzheimers”, en besked, der på samme tid sætter ting på plads, men også ændrer deres nuværende liv fundamentalt og åbner for en skræmmende uvished om det liv, der kommer. ”Jeg græd, da jeg blev alene, som jeg ikke havde grædt i mange år og ikke har grædt siden,” skriver Thomas Bredsdorff, professor emeritus, i sin bog ”Tøsne og forsytia – Noget om livet med demens”. Han får dårlig samvittighed over at græde på egne vegne og erkender senere, at hustruen trods alt har det værre. Han begynder at skrive, som er det, han kan, om deres hverdag og deres liv sammen, og de lange aftener foran computeren bliver som en slags sorggruppe for ham.

 

Thomas Bredsdorff skriver om noget af det værste, man kan opleve. Det, at et menneske, en hverdag og et liv, som man holder af, ganske langsomt forsvinder. ”Et menneske uden hukommelse er jo ikke et menneske mere,” siger Lene. En bemærkning, som Thomas Bredsdorff beskriver som det tungeste øjeblik i udredningsforløbet, som første del i bogen omhandler. Thomas Bredsdorff beskriver indfølende, men også usentimentalt og nøgternt, hvordan deres liv ændrer sig i takt med, at sygdommen skrider frem. Da Lene første gang ikke kan finde vejen ud af badeværelset, da hun første gang bliver væk, og da hun sent i forløbet ikke kan genkende Thomas som sin mand.

 

I det midterste afsnit af bogen tager han en pause fra levnedsbeskrivelsen og begiver sig ind i aldringens univers og Alzheimers sygdom. Han kommer omkring doktor Alzheimers forskning og den manglende viden, der fortsat er om sygdommens natur og om det, han kalder den gerontologiske ideologi, som en fornægtelse af alderdommen. Hans vej til forståelse er hele tiden formidabelt knyttet sammen med hans viden om ikke mindst filosofi og litteratur.

 

Et længere afsnit omhandler den engelske psykologiprofessor Tom Kitwood og hans opfattelse af mennesker med demens. Det, der især gør indtryk på Thomas Bredsdorff, er Kitwoods filosofi om, at sygdommens nedbrydning af sindets civiliserede lag åbner vejen til dets sande natur. Det kommer smukt til udtryk, da Lene ved hjælp af en musikterapeut formår at spille efter gehør, en praksis hun ikke tidligere i sit liv har udøvet som dygtig pianist. Selvom Lene er på vej væk, får hun mulighed for at udtrykke sig musikalsk.

 

Den afsluttende del omhandler den tunge beslutning om, at Lene skal på plejehjem. En beslutning som følelsesmæssigt er en blanding af dårlig samvittighed over svigtet, men også tanker om frihed og et liv uden fodlænken Alzheimers. Et glædesglimt beskriver en tur til sommerhuset med nære venner, hvor de smed tøjet, løb ud i vandet og sprøjtede på hinanden som børn. ”En sprække i tiden, fyldt med det rene nu. Øjeblikket efter er sprækken lukket.”

 

Det er en meget smuk bog. Jeg vil anbefale den til alle. Ikke kun til dem, der har kontakt med mennesker med demens gennem arbejde eller som pårørende, men også til dem, der ønsker en større forståelse af alt det, menneskelivet indeholder: livet og døden, glæde og tab, nåde og tilgivelse.