National Konference blev en succes

 

Rehabilitering – når livet skal leves hele livet?

af Louise Scheel Thomasen Redaktør, Gerontologi

 

2014 blev første år, hvor Dansk Gerontologisk Selskabs årsmøde veg pladsen for en mere ambitiøs National Konference om Aldring & Samfund, som blev afholdt 2. & 3. oktober i Middelfart. Det viste sig at være en god satsning og DGS kan nu kigge tilbage på en velbesøgt konference med mange spændende symposier og foredrag, god stemning og livlige debatter omkring temaet rehabilitering. Deltagere med vidt forskellige tilgange og erfaringer med gerontologi havde her mulighed for at mødes, debattere med hinanden og blive gensidigt inspireret.

 

Jeg skal her forsøge at give et lille indblik i de hovedtemaer, der formerede sig på konferencen under oplæg og debatter, sådan som jeg har hørt dem. Det skulle have været nyttigt at kunne splitte sig selv ad i flere dele og deltage flere steder på samme tid, men da jeg desværre endnu kun består af en enkelt del, er der sandsynligvis ikke ydet alle temaer retfærdighed.

Her skal det handle om tre spørgsmål, som dukkede op flere gange under oplæg og debatter:

HVAD er rehabilitering?

HVEM er det, der skal rehabiliteres?

HVORDAN kan vi vurdere, om det virker?

 

Rehabilitering, og dens for tiden feterede søster hverdagsrehabilitering, har på det seneste været genstand for en del politisk opmærksomhed. På første dag blev forskellige perspektiver på rehabilitering præsenteret, efterfulgt af paneldebat. Anja Bihl fra Socialstyrelsen præsenterede de nyeste retningslinier for rehabilitering til inspiration for kommunal praksis. Som Karen Christensen,  Bergen Universitet, skitserede et par oplæg senere, så præsenteres rehabilitering gerne som et paradigmeskifte væk fra en tilgang, hvor omsorg er lig med kompensation. Nu skal der fokuseres på mulighederne for at udvikle og bevare autonomi.

Det satte Jette Thuesen fra PAVI og SDU dog spørgsmålstegn ved. Rehabilitering har været på banen som et middel mod svækkelse i mere end et halvt århundrede, og hjælp til selvhjælp har været et gennemgående princip i kommunalt hjælpearbejde siden 1970’erne. Så der er næppe tale om et reelt paradigmeskift, understregede hun. Følger vi Karen Christensens forslag om at tilrettelægge rehabilitering omkring ‘omsorgsdialoger’, hvor der tilbydes tid, ro og forudsigelighed i relationen mellem ældre og medarbejder, behøver der heller ikke være tale om et modsætningspar. Karen understregede vigtigheden af, at selvbestemmelse ikke tipper over mod tvungen egenomsorg og at behov for hjælp ikke ignoreres eller stigmatiseres.

 

Under den efterfølgende debat blev der også udtrykt bekymring over, hvad der er blevet opfattet som rehabilitering administreret som tvang og sanktioner i form af fratagelse af hjemmehjælp. Det kan også være vanskeligt at nå det enkelte menneske på meningsfuld vis, når man arbejder efter en model, der har karakter af pakkeløsning, lød en anden kommentar.

 

Rehabilitering er en paradoksal affære, pointerede Jette Thuesen i sit oplæg. Fra et narrativt perspektiv er det en håbets fortælling, hvis udfordring er at adressere komplekse og modsætningsfyldte erfaringer af svækkelse. Rehabilitering tilbyder muligheder for at genoprette hverdagen i velkendt udgave, men samtidig åbnes der op for, at man ikke når sine mål, at man fejler. Det kan opleves som om, man har svigtet både sig selv og sine omgivelser. Og hvordan kan man med et forløb, der arbejder mod at forbedre og genvinde funktionsevnen, også tage højde for, at livet har en ende? Spurgte Anna Liveng fra RUC under debatten. Interessant perspektiv, som der ikke gives noget entydigt svar på. Prof. Emeritas Marianne Schroll anbefalede, at der investeres tid og penge i at forske i målgruppen. Hvem er det, der har potentiale for at have gavn af et rehabiliteringsforløb? Det er ikke altid ligetil at vurdere. KOL patienters funktionsevne overvurderes eksempelvis ofte, ifølge hendes erfaring.

 

Vurdering af selve rehabiliteringsindsatsen blev også diskuteret. Som Anja Bihl understregede, så er Socialstyrelsens inspirationsmateriale møntet på rehabilitering og ikke hverdagsrehabilitering, da rehabilitering i højere grad er en afgrænset, veldokumenteret indsats. En anden af formiddagens oplægsholdere, Kjeld Møller Pedersen, SDU, talte bl.a. om udfordringen med at skabe evidens på dette område. Rehabilitering, hvad enten den har hverdagen foran eller ej, foregår ikke i et laboratorium. Et forløb kan påvirkes af mange faktorer. Og hvordan skal man i det hele taget måle på mål, der i udgangspunktet skal være individuelt defineret? Etiske spørgsmål melder sig også, hvis man gør en metode som RCT som forbillede. På hvilken måde kan man skabe en valid sammenligning? Man kan jo ikke blot trække lod fx blandt plejehjemsbeboere, om hvem der skal deltage i rehabilitering, og hvem der ikke skal.

Fra salen blev der efterlyst gode metoder til at evaluere indsatsen, og fra panelet lød der hertil en opfordring til at tilrettelægge og dele erfaringer på tværs af kommuner.

Der blev således ikke givet noget svar på, hvordan man evaluerer (hverdags)rehabilitering, men til gengæld åbnet op for flere spørgsmål, der kan kvalificere den debat og forskning, der fortsætter uden for konferencen. Her skal blot videregives Karen Christensens formaning baseret på erfaringer fra Norge, om ikke at basere en fortsat indsats på overfladiske evalueringer.

 

Billedet bliver endnu mere komplekst, når man tager højde for, at rehabilitering synes at antage mange former. Konferencen bød på flere interessante bud på, hvad rehabilitering også kan indeholde, udover et fokus på forbedring og vedligehold af funktionsevne, som det i praksis synes at blive fortolket som i de fleste kommuner. Morten Hedelund fra Ensomme Gamles Værn og ph.d. studerende Jon Dag Rasmussen fra AAU formidlede erfaringer fra livsfortællings- og læsegrupper. I livsfortællingsgrupperne oplevede deltagerne at være kommet hinanden ved på en anderledes og mere nærende måde, der bliver gjort mulig i fortællerummet. Man kan fortælle sig ud af sin narrative ensomhed og ind i et fællesskab med andre. Her forbedrer man sandsynligvis ikke funktionsevnen stort, men oplever måske blot at føle sig mere levende i samvær med andre end før. I læsegrupperne meldte deltagerne om en fået hyppigere og mere nær kontakt med deres naboer, som de før kun har været på hilsefod med. Disse tiltag er eksempler på, hvordan andet end fysiske spekter af tilværelsen kan rehabiliteres i samspil med andre ældre i samme situation.

I samme tråd fremlagde Bjarne Rose Hjortbak fra MarselisborgCentret begrebet ‘selvdannelse’ som en anderledes måde at praktisere rehabilitering med et andet fokus, og Marianne Schroll foreslog at lade coaches assistere ældre gennem et rehabiliteringsforløb. Spændende projekter og ideer, som det skal blive interessant at følge.

 

Alt i alt står det klart, at rehabilitering kan rumme mange facetter og har potentiale til at bidrage til positive forandringer i ældre menneskers liv. Samtidig står det i sin nuværende form over for udfordringer i forhold til målgruppe, indhold og dokumentation.

 

Sidste taler, inden forkvinde Tine Rostgaard rundede to indholdsrige og inspirerende dage af, var modtager af den nyindstiftede Kirsten Avlund Pris, Aske Juul Lassen fra Københavns Universitet. Askes prisforelæsning gav et indblik i hans nyligt forsvarede afhandling om aktiv aldring baseret på etnografiske studier. Den kan vi glæde os til at læse i forårets nummer af Gerontologi.

 

Næste års konference er allerede på tegnebrættet. Den bliver afholdt 2. og 3. november samme sted, på Comwell i Middelfart. Set i lyset af dette års oplevelse, ser jeg frem til at blive beriget og inspireret endnu en gang.