Ældre med hund kommer sig hurtigere

 

Meningsfuld selvvalgt rehabilitering for ældre 85+ efter hofteoperation
af Britta Hørdam, Seniorforsker, bho@ifs.ku.dk, www.chep.ku.dk

 

Hverdagen for Anna (91 år) og Agnes (85 år).

 

Anna og Agnes har jeg mødt gennem min forskning, hvor interviews med ældre har været en del af metoden til at afdække og planlægge individuel rehabilitering efter hofteoperation og tidlig udskrivning. I forskningen deltog 23 ældre 85+, som boede alene og ikke ønskede at skifte bolig trods fysiske udfordringer, idet det ville betyde et farvel til deres hund/kat eller andet kæledyr på grund af manglende mulighed for at have dem med i beskyttet- eller handicapvenlig bolig. Af disse har jeg fulgt 6 ældre i foreløbigt 2 år, og her omtaler jeg hverdagen for Anna og Agnes.

 

Da antallet af ældre og meget gamle mennesker er stigende, er der brug for viden om, hvordan rehabilitering giver bedst mening i forhold til den enkelte ældres forventninger og muligheder. En af de mest almindelige behandlinger af smerter i hofteled som følge af slidgigt hos ældre er en operation, hvor der indsættes en ny hofte. Slidgigt rammer alle, og i følge gigtforeningen har alle over 60 år slidgigt, det betyder ikke, at alle har gener af det, men at slidgigt kan føre til smerter, nedsat bevægelighed og dermed reduceret livskvalitet.

 

Siden 1999 har jeg forsket i rehabilitering til ældre med ny hofte, herunder de udfordringer der er i forhold til kortere indlæggelsestid, som for tiden er 2 dage. Der er sket ændringer i rehabiliteringstilbud efter regionsdannelsen i 2007, ihvor det nu er kommunerne, der nu helt har overtaget ansvaret for rehabilitering efter tidlig udskrivning. Tidligere havde sygehusene selv tilbud lokalt.

 

Min forskning har fokuseret på brugerinddragelse, ældres selvvurderede helbredsstatus, telefonisk opfølgning tre gange de første 7 uger efter operation. Telefonisk kontakt er gennemført af sygeplejersker fra de afdelinger på sygehuset, hvor de ældre er blevet behandlet. Kontakten er gennemført ved brug af en semistruktureret interviewguide, der har de ældres ønsker og forventninger i fokus og relateres til de ældres selvvurderede helbredsstatus og egenomsorgsniveau. Denne type operation kræver både forberedelse, vejledning og efterfølgende et realistisk rehabiliteringsprogram, der kan understøtte den ældres egne behov. Rehabilitering ses som er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem patient, pårørende og fagfolk. Formålet er, at patienten, som er i risiko for at få betydelige begrænsninger fysisk, psykisk og socialt, opnår et selvstændigt og meningsfyldt liv (Rehabiliteringsforum, 2004).

 

Gennemsnitsalderen for deltagerne i min forskning er 68 år, der er 23 ældre deltagere, der er 85 +, og blandt disse blev jeg opmærksom på, at der hos nogle var en bekymring om deres fysiske formåen i forhold til at kunne forblive i deres bolig. Flere udtrykte bekymring for, om de kunne beholde deres kæledyr ved flytning til en pensionist/handicapvenlig bolig. Derfor besluttede jeg at følge et mindre antal ældre 85+ med disse bekymringer. Jeg beskriver nedenfor to kvinder, som jeg er i tæt dialog med og følger gennem besøg i deres hjem. Da alderen ikke er en kontraindikation for at få ny hofte, refererer jeg her til en engelsk undersøgelse, hvor man har fulgt 26 ældre 90+ med ny hofte. Gennemsnitsalderen var 93 år, og de ældre blev fulgt i 33 måneder efter operation. Resultaterne var, at de ældre rapporterede om fysiske forbedringer, reduceret forbrug af smertestillende medicin, forbedret livskvalitet og høj tilfredshed med forløbet. Det vil være relevant også herhjemme at følge de ældstes liv systematisk, så mulighederne for erfaringer med rehabiliteringsforløbene kan anvendes konstruktivt fremadrettet.

 

Anna er et eksempel på en meget aktiv kvinde på nu 91 år, der bor alene i et et-plans hus med have og god indretning, synes hun selv. Anna har været enke i ca. 8 år, hun kender naboerne og har familie i nærheden. Hun har en hund, som hun selv udtrykker det, gennemfører sin daglige rehabilitering sammen med. Anna har ikke hjælp i hjemmet, hendes hverdag er planlagt. Anna tager hunden i snor ca. kl 7.30 og igen kl. 15 for at mødes med andre hundeluftere på en mark nær boligen. Her spadserer Anna og hunden i 1 time hver morgen og eftermiddag i roligt tempo, mens hunden løber efter en bold, som Anna kaster rundt på arealet. Anna synes, at det giver en god start på dagen, god mening i hverdagen og livskvalitet med frisk luft og motion og ikke mindst den uformelle snak med de øvrige hundeluftere, der alle har til fælles, at de nyder turene med deres hunde. Anna udtrykker tilfredshed med dette netværk, som jo er helt uforpligtende men positivt, og mange har mødtes i mange år på deres faste morgentur. Anna synes, at det giver god mening i hendes hverdag, dog savner hun nogle samtalepartnere, der har samme alder – 91 år – som hun selv, hun synes, det kunne være rart med bekendte, der har oplevet samme tidsperiode, som hun selv har. Hendes nærmeste bekendte aldersmæssigt er ”kun” 71 år. Anna er bekymret, hvis hun ikke kan vedblive at have hund, hvis en flytning bliver aktuel.

 

Agnes er et eksempel på lidt skrøbelig enlig, ældre kvinde på 85 år, der desværre er blevet mere fysisk belastet efter operation også for hoftebrud. Agnes må bruge rollator i sin lille handicapvenlige pensionistbolig, som hun nu bor i efter sine operationer. Agnes har katte, hvilket har været hendes interesse og passion hele livet. Hun holder af at passe og lege med sine katte både inde og ude. Agnes har haft et par indlæggelser det seneste år, der ved hver udskrivelse har reduceret hendes aktivitets- og egenomsorgsniveau. Hun er derfor blevet foreslået endnu en flytning til et plejecenter, men der må man ikke have sine egne kæledyr med. Dette har udviklet sig til en konflikt mellem Agnes og kommunen, så Agnes oplever at være på vej til umyndiggørelse og mangel på inddragelse i egen livsform. Desværre har det påvirket samarbejdet mellem Agnes og hjemmehjælperne, som hun nu synes modarbejder hendes ønsker og behov. Det har været tæt på åbne konflikter, hvor Agnes er blevet vred over, synes hun selv manglende forståelse og opbakning til det liv, hun fortsat gerne vil leve i den bolig, som hun nu har haft et par år. Men kommunen vurderer, at Agnes må flytte til et plejecenter uden sine to katte. Da Agnes er enlig uden pårørende, har hun fået en værge, der skal hjælpe hende med at få tilrettelagt fremtiden fornuftigt.

 

Anna og Agnes´ historier fortæller noget om, hvordan ældre i deres livsforløb er forankret i forskellige måder at leve deres liv på og med værdier som er meningsfulde for dem. For at møde Anna og Agnes hvor de er, må man, med rehabilitering for øje, finde fleksible løsninger og muligheder, så at ældre som dem får mulighed for at kunne bevare dagligdagen med deres hund, kat eller andet kæledyr ved et evt. boligskift – hvilket for dem er meningsfuldt.

 

Kristeligt Dagblad omtalte d. 14. september 2014 projektet under overskriften: ”Min hund giver alderdommen indhold”. Herfra stammer følgende uddrag om samarbejdet mellem dyrlæge Carsten Mortensen og Britta Hørdam:

 

”300 brugere af Carsten Mortensens dyrlægeklinik i byen har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse. Den viser, at hundeejere over 70 år får markant mere motion end deres jævnaldrende, og at over halvdelen af samtlige adspurgte mellem 45 og 99 år ønsker at holde hund hele livet.

Ideen til projektet opstod, da Britta Hørdam i 2007 lavede en stor undersøgelse af ældre hofteopererede patienters genoptræning støttet af Trygfonden.

Et af undersøgelsens sideresultater var, at patienter, der har hund, hurtigere bliver genoptrænet. ”De er nødt til at lufte deres hund. I det hele taget havde mange hundeejere i undersøgelsen større fysisk og psykisk overskud”, fortæller Britta Hørdam.”