Nyhedsbreve fra DGS

Dansk Gerontologisk Selskab udsender fire nyhedsbreve om året.

Medlemmer af selskabet får automatisk tilsendt oplysninger om
brevene, men andre kan på disse sider også følge med i, hvad der rører sig på det Gerontologiske Danmarkskort!


Stof til nyhedsbrevet

Vi viderebringer gerne informationer af ikke-kommerciel karakter fra og til medlemmerne. Det kan for eksempel være meddelelser om arrangementer, om ny forskning eller nye udviklingsprojekter, eller om nye bøger og artikler.

Mail dem til os og mærk mailen "Nyt om Gammelt".

Ny lærebog om rehabilitering ved demenssygdom

 
Rehabilitering ved demenssygdom
Jette Gerner Kallehauge, Mette Stræde Andersen og Lilly Jensen
Munksgaard 2012
 
Anmeldt af Birgitte Højlund, ergoterapeut, udviklingskonsulent v. Demenscenter Viborg

 

Man må hilse velkommen, at der nu er udkommet en lærebog med fokus på rehabilitering i forhold til mennesker med en demenssygdom. Denne gruppe borgere nedprioriteres desværre ofte, når der igangsættes hverdagsrehabiliterings-projekter i dag[i]. Forklaringen er vel, at det hjemmehjælpsreducerende potentiale i rehabilitering af mennesker med en demenssygdom er til at overse. Bogen bidrager til at brede rehabiliteringsbegrebet ud, så det kommer til at omfatter menneske med en kronisk, fremadskridende sygdom, og det er positivt.
 
Et lille forbehold skal dog nævnes: Rehabiliteringsbegrebet er på vej til at antage samme altfavnende karakter som begrebet ”omsorg” har haft tidligere. Alt og alle kan rehabiliteres. Set med en terapeuts øjne gør det måske ikke så meget, at man udskifter omsorgs-terminologien med en rehabiliterings-terminologi. Men der er brug for at nævne, at der indenfor demensområdet findes borgergrupper, for hvem selvbestemmelse, involvering i hverdagsaktiviteter, fællesskab og inklusion ikke nødvendigvis forbedrer deres livskvalitet. Her tænkes eksempelvis på mennesker med fronto-temporale demensformer i fremskredne stadier. Det kan være svært for både pårørende og personale at acceptere, at her handler det ikke om aktiv deltagelse, men måske mere om at reducere stimuli, forebygge udadreagerende adfærd og sikre at kroppens basale behov tilgodeses på en værdig måde. Selv om denne gruppe ikke er stor, er den yderst ressourcekrævende i praksis. I disse meget komplekse forløb er der behov for en stor viden om hjerneskader og deres konsekvenser, og her har ergoterapeuterne meget at bidrage med.
 
Desværre har bogens forfattere ikke bare fravalgt at skrive om demenssygdomme og medicinsk behandling, hvilket der kan være god grund til. De har også fravalgt at inddrage den specialiserede viden om neurologi og neuropædagogik, som ligger bag mange af de gode råd, bogen er spækket med. På trods af de mange henvisninger til videnskabelige undersøgelser, kommer meget af bogens indhold dermed til at fremstå temmelig alment. At det kan lade sig gøre at formidle denne specialiserede viden på en meget konkret og handlingsanvisende måde, har den svenske ergoterapeut Gun Aremyr tidligere vist med udgivelsen: “Hvorfor vil Asta ikke i bad?”[ii]Bogen er skrevet af tre ergoterapeuter med stor erfaring på området, og den kommer vidt omkring med kapitler om den historiske udvikling af demensbehandlingen, ICF og rehabilitering, lovgivning og organisatoriske forhold, analyse og vurdering, kommunikation, omgivelser og personlige faktorer, rehabilitering af kropsfunktioner og aktiviteter, deltagelse og fremtidsperspektiver. Der er omfattende litteraturhenvisninger efter hvert kapitel, og bogen igennem lægges stor vægt på at formidle evidensbaseret viden på området. Bogens litteraturlister vidner om det store arbejde, der ligger bag. Den store bredde medfører dog et vist tab af dybde, præget af lidt for mange skemaer og opremsninger. De mange gode caseeksempler  nuancerer og sætter billeder på, men der savnes flere eksempler på de komplekse forløb, hvor det især er relevant at involvere terapeuter.
 
Bogens tre forfattere bruger ICF som referenceramme og introducerer dermed en tiltrængt systematik i tilgangen til den demensramte borger. Da bogens primære målgruppe er ergoterapeutstuderende, savnes dog en lidt mere fagspecifik tilgang, som kan fortælle både de studerende og deres kommende samarbejdspartnere, hvornår og hvorfor man skal tilkalde en terapeut. Terapeutgruppen er ikke særlig synlig i demensfeltet. De fleste demenskoordinatorer har en plejefaglig baggrund.[iii]  Det nye, udvidede rehabiliteringsbegreb kan måske ændre dette, og det vil være en fordel, da terapeutgruppen har en stor viden om rehabilitering af borgere med senhjerneskader.  Det kunne være dejligt med lidt mere krydsbefrugtning mellem områderne her, men det lykkes ikke helt med bogen, fordi der er valgt en ret almen tilgang.
 
Man kunne også spørge: Når alle i ældreområdet om ganske kort tid arbejder rehabiliterende – hvad er så terapeuternes særlige bidrag i det tværfaglige team? Her kunne forfatterne med fordel have uddybet,  hvordan man kan tilrettelægge den gode hverdag for de svært demente borgere ud fra en specialiseret viden om hjernens funktion og de forskellige skaders betydning i forhold til fysiske og kognitive udfald . Der er et stort behov for denne viden i feltet, og man kan kun opfordre de tre forfattere til at bidrage til at udvikle den neurobiologiske og neuropædagogisk tilgang til rehabilitering af borgere med en demenssygdom som et specialområde indenfor ergoterapifaget.

 



[i] Se f.eks. “Kortlægning af kommunernes erfaringer med rehabilitering på ældreområdet.” Socialstyrelsen maj 2013

[ii] Gun Aremyr: “Hvorfor vil Asta ikke i bad – personlig hygiejne i demensomsorgen” Dafolo 1999

[iii] Foreningen “Demenskoordinatorer i Danmark” har 369 medlemmer. Kun 56 ergoterapeuter oplyste i 2012 til Ergoterapeutforeningen at de havde en jobfunktion som koordinator.