Stof til nyhedsbrevet

Vi viderebringer gerne informationer af ikke-kommerciel karakter fra og til medlemmerne. Det kan for eksempel være meddelelser om arrangementer, om ny forskning eller nye udviklingsprojekter, eller om nye bøger og artikler.

Mail dem til os og mærk mailen "Nyt om Gammelt".

Anmeldelse: Geriatri

 

Geriatri. Redaktion: Ellen Astrid Holm og Finn Rønnholt.

 

Af Signe Nørgaard

 

Endelig kom den – den første af sin slags på dansk, rettet mod medicinstuderende og yngre læger; en lærebog i Geriatri. Bogen indeholder 29 kapitler med udvalgte, særligt relevante medicinske og kirurgiske specialer, hyppige diagnoser og tilstande, samt emner af stor relevans for den geriatriske patient. Hvert kapitel indledes med en gennemgang af den normale fysiologiske aldring og betydningen heraf, i relation til hvad man kan forvente af kliniske fund, hos den geriatriske patient.

 

Forfatterne er alle højt specialiserede og erfarne indenfor hver deres område. Med udgangspunkt i den ældre patient beskrives de væsentligste problemstillinger samt vurdering og behandling heraf, ofte med henvisning til litteratur og relevante links. Således præsenteres nyeste viden af eksperter, med den indbyggede risiko at det bliver for specialiseret til en generel lærebog. Overordnet er det lykkedes at undgå denne faldgrube. En undtagelse finder man dog i kapitlet Kardiologi. Her nævnes Type 2-infarktet, som et hyppigt infarkt hos den ældre patient, men man undlader at beskrive hvornår dette skal mistænkes og om eller hvordan det adskiller sig fra et ”konventionelt” infarkt i relation til diagnostik og behandling.

Med udgangspunkt i den geriatriske patient synes kapitlernes indhold generelt at holde fokus på hyppige og relevante problemstillinger, uden at blive en fuld gennemgang af de forskellige specialer. Således undgås det, at bogen bliver en ny  udgave af andre lærebøger. Kun i afsnit omhandlende cancer-sygdomme, oplever man tydelige overlap, men disse er da også i de fleste kapitler særdeles korte, formentlig af samme årsag.

 

Layoutet er som vi kender det, fra flere af Munksgaards tidligere lærebøger, enkelt og overskueligt. Nogle forfattere har benyttet sig meget af tabeller og algoritmer, andre har udelukkende tekst. Med bogen følger en e-nøgle, hvilket giver mulighed for at tilgå bogen i sin helhed via pc, tablet eller smartphone i 48 måneder fra aktiveringsdagen. Dette giver mulighed for at anvende bogen som et opslagsværk i sin kliniske hverdag, men stiller samtidig krav til opbygning, hvilket ikke lykkes at gennemføre hele vejen igennem. For eksempel savnes i kapitlet omhandlende Delirium en mere praktisk opstillet tilgang til den akutte behandling samt vedligeholdelse heraf som supplement til brødteksten. En mere handle-orienteret tilgang finder man derimod i afsnittet om hyponatriæmi. Her er både algoritme til diagnostik medtaget og boks med opskrift til fremstilling af en 3% NaCl opløsning fremgår. En sådan lavpraktisk information, kan være til stor hjælp for en yngre læge i en travl klinisk hverdag.

Om en lærebog skal bruges som opslagsværk kan nok diskuteres, men den lette adgang til I-bogen giver mulighed for det.

 

Afslutningsvis må man sige, at det er lykkedes på fornuftig vis at skrive en bog, der samler en viden, der ville være vanskelig at finde andre steder uden en større og meget tidskrævende indsats. For en yngre læge, der – for relativ nylig – er trådt ind i lægestanden, er relevansen af en sådan bog klar og tydelig. Den besvarer de mange spørgsmål, der i den første tid som læge, opstår ved mødet med den ældre patient, som eksempelvis: Får den ældre patient altid feber? Er let forhøjet kreatinin normalt? Er det et alderdomstegn at lide af svimmelhed? Desuden konfronteres man i den kliniske hverdag med den anderledes sygdomspræsentation, uventede skæve laboratorieværdier og behov for justerede behandlinger og doseringer i forhold til guidelines.

Det hårdt tilkæmpede overblik, man syntes at oparbejde under karrieren på universitet, kan meget hurtigt udvikle sig til sløret tunnelsyn, efter kort tids ophold på et medicinsk eller kirurgisk modtageafsnit. Man kan undre sig over, at undervisning i geriatri fortsat er valgfrit (men dog en mulighed!), idet overgangen mellem universitet og hospital, med stor sandsynlighed kunne lettes betydeligt ved målrettet undervisning heri på sidste semester. Det er ikke tilfældet. Men nu kan vi lave selvstudier og glæde os over en vellykket lærebog i geriatri.