Nu skal der danses på danske plejehjem

 

af Ane Eckermann og Susanne Rishøj

 

 

Erindringsdans skaber livsglæde blandt demente på 180 plejecentre over hele landet

 

Når man har Alzheimers sygdom eller en anden demenssygdom, kan dans være med til at give livsglæde. Derfor går Alzheimerforeningen i dansens tegn og uddanner 360 Erindringsdans-instruktører i Danmark. At danse kan vække minder, det skaber glæde, og så er dans god motion. Derfor er Erindringsdans ideelt, når det handler om at skabe en meningsfuld og givende aktivitet for mennesker med en demenssygdom.

 

Siden 2008 har sygeplejerske ved Demenskonsulenten, Susanne Rishøj, haft succes med konceptet Erindringsdans®, der er særligt målrettet demente på plejecentre. Forløbet har været så stor en succes, at Alzheimerforeningen nu med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, har valgt at udbrede konceptet til plejecentre over hele landet ved at gennemføre projektet Erindringsdans for demente.

 

Erindringsdans, musik og minder

Mange ældre i Danmark har i deres barneår gået på danseskole og senere til dansanter og foreningsballer i ungdomsårene. De fleste ældre har derfor positive erindringer i forbindelse med dans. Ved Erindringsdans genskabes positive minder fra barne- ungdomsårenes dansetraditioner. Og det er ikke svært at se, at det virker.

 

– Der er altid smil på læben og sved på panden, når vi afvikler ”Erindringsdans”, siger Susanne Rishøj.

 

Når der bydes op til Erindringsdans på plejehjemmet har beboerne klædt sig pænt på, ordnet hår og negle og fundet smykkerne frem. Musikken har beboerne hørt mange gange før i Giro 413, fx ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” eller ”Tag med ud og fisk”.

 

Det har vist sig, at Erindringsdans er en yderst velegnet aktivitet – blandt andet fordi selv mennesker med svær demens kan genkende og forholde sig til musik og de følelser, som er forbundet til samværet. Erindringsdans er på den måde med til at skabe rammer for ”den gode stemning”. Det er god motion, og så tillader dansen tæt fysisk kontakt med dansepartneren på en naturlig måde. Men det er også okay, at beboerne bare ser på, hvis de ikke ønsker at deltage aktivt i dansen. Man kan sagtens få en glædelig oplevelse ved at kigge på de dansende, nynne, klappe eller synge med på de velkendte melodier.

 

På plejecentre, der allerede har afprøvet Erindringsdans, fremhæves det, at det vækker minder hos beboerne og giver livsglæde samt en følelse af fællesskab. Personalet har beskrevet, at nogle beboere også får forbedret deres fysik, fordi det er svært at sidde stille, når musikken spiller.

 

Erindringsdans er derfor en aktivitet, som er let at iværksætte på ethvert dag- eller plejecenter, hvor både pårørende og frivillige er hjerteligt velkomne til at danse med. Dog påpeger Alzheimerforeningen vigtigheden i, at medarbejderne har et grundigt kendskab til afviklingen og teorien bag konceptet.

 

Projektet-kommuner søges

 

Formålet med projektet er at tilbyde mennesker med demens en meningsfuld, social, fysisk og mentalt stimulerende aktivitet. Ligesom foreningen ønsker at gøre opmærksom på, at Erindringsdans har en positiv og afsmittende virkning i forhold til at skabe livsglæde. Tilsvarende er Erindringsdans med til at styrke medmenneskelige relationer mellem beboere, personale, pårørende og frivillige.

 

Kommuner, der ønsker at iværksætte Erindringsdans som en aktivitet på kommunens plejecentre, har siden 1. juli kunne tilmelde sig projektet. Som projektkommune får man uddannet en tovholder og 12 Erindringsdans-instruktører fra seks plejecentre i kommunen. Medarbejderne deltager på et to-dages kursus med undervisning af sygeplejerske Susanne Rishøj, der er idéudvikler af Erindringsdans. Efter kurset forpligtiger hvert plejecenter sig til at gennemføre otte ugentlige dansesessioner, som afsluttes med et afdansningsbal.

 

De første 13 instruktører bliver uddannet til september, og den 3. oktober fejres dette med et stort afdansningsbal i Asterscentret i Roskilde. Forud for ballet kommer Alzheimerforeningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte og markerer projektets officielle åbningsdag ved at lykønske de nye instruktører.

 

Læs mere om projektet på www.alzheimer.dk

 

 

Instruktørkurset giver medarbejderen

 

• Indgående kendskab i teorien bag Erindringsdans

• Kompetencer til at gennemføre erindringsdans

• Kompetencer til at formidle Erindringsdans

• Kompetencer i at bruge nye kommunikative metoder

• En ”værktøjskasse” med redskaber til at indføre Erindringsdans

 

 

Du kan få yderligere oplysninger om projektet hos Ane Eckermann, tlf.: 3341 0414 eller 4092 0715 og mail: ane@alzheimer.dk.