6 sange om dagen er sagen – anmeldelse

 

Betaniahjemmets musikprojekt, anmeldelse af Christine E. Swane,  kultursociolog, ph.d. Direktør i Ensomme Gamles Værn

 

Musik skaber glæde. Aktiv brug af musik i hverdagen på plejehjem, hvor beboerne involveres, giver mere liv og bedre pleje. Når kommunikation og gøremål bliver vanskelige på grund af demens og andre sygdomme, spiller musik en særlig rolle, fordi den påvirker flere områder i hjernen, vores følelser og kontrollen over vores bevægelser. Vi kommer i kontakt med minder lagret i en enkelt melodi eller sang. Vi bevæges på mange måder samtidig. Musik gør os levende.

”Det var pragtfuldt”, siger Helga efter en koncert, hvor beboerne medvirker både på scenen og som publikum. Filmen vidner om ren nydelse og livlige timer, men efterlader også indtryk af, hvordan musik kan anvendes hos beboere, der er meget syge og svækkede.

Jeg håber, at musikaktiviteter fremover bliver styrket i alle landets plejehjem og -centre. Så der kommer mere liv og ”gang i den”, til alles glæde og engagement, ligesom på Betaniahjemmet.