Ny kunstbog gør op med alderdommen som et helvede

 


Palle Fogtdal:

Kunst, der gør mig glad – 200 kunstværker udvalgt af en lettere deprim forlægger.  

Forlaget Palle Fogtdal 2014.

Anmeldt af Lotte Evron, sygeplejerske, ph.d.-studerende ved Ålborg Universitet

 

’’Det er ikke specielt morsomt at blive gammel, selvom alle siger til mig, at du kan sagtens. Du har penge, du kan spise og drikke, hvad du vil, og rejse hvorhen du måtte ønske det.’’

Sådan starter Palle Fogtdal forordet i sin nye kunstbog. Bogen er skrevet som et opgør med Tage Voss udsagn om, at alderdom er et helvede. Fogtdal er selv 83 år og føler sig lettere nedtrykt i den livsfase, han kalder alderdommen. Denne deprimerende tilstand udfordrer han ved at foretage sig noget, han har lyst til – for sin egen fornøjelses skyld. Han udgiver en bog med kunstværker, som gør ham glad – og derigennem håber han også at kunne gøre mulige læsere  glade. Faktisk er han så sikker i sin sag, at han giver fri returret til dem, som ikke bliver fornøjet af læsningen.

 

Forfatteren har gennem mange år samlet titusinder af billeder og sorteret dem fra ’’som ramte noget særligt i ham, sagde noget ekstra og gjorde ham glad’’. Det er disse billeder, som danner rammen for bogen. Han har i alt udvalgt 200 billeder, som er tematisk placeret parvis overfor hinanden med en personlig tekst til hvert billede. På den måde behandler forfatteren 100 små temaer som  fx ’Ikke som de andre’, ’Våde drømme’ og ’At skabe paradis på jord’. Nogle temaer henviser til kunstperioder som ’Guldalder’ og ’Nationalromantik’, mens andre henviser til samfundsudviklingen som fx ’Kvinderne ta’r teten’.

 

De repræsenterede værker er temmelig forskellige og spænder fra anerkendte kunstværker, fotografier, bladtegninger, tegneserier, installationer til hulemalerier, reklame, arkitektur og design. Kunsterne er repræsenteret ved billedmalere som fx Pieter Brueghel og Henri Matisse, fotografer som fx Viggo Rivad og Henri Cartier-Bresson, kunstinstallatører som fx Bjørn Nørgård og Marcel Duchamp, tegnere som fx Ib Spang Olsen og Storm P samt tegneseriekunstnere som fx Nicoline Werdelin og Gerda Nystad. Værkerne spænder tidsmæssigt fra et 19.000 års gammelt hulemaleri af en springende hest til Weekendavisens fotografi af Higgs-partiklen.

 

Billedteksten er i modsætning til den gængse kunstbog stærkt personlig og fortæller primært om det, der rammer ham i værket gennem beskrivelser af det, som han ser. Nogle gange fortælles en lille historie om kunstneren eller om forfatterens møde/forhold med/til kunstneren, andre gange fortælles historier fra forfatterens eget liv. Et humoristisk eksempel på forfatterens møde med en af de helt store kunstnere er, da han stødte ind i Marc Chagall ved en markedsbod i Sydfrankrig. ’’Vi sagde begge  ’Pardon’  – og det var så det’’. Fogtdals subjektive bemærkninger i billedteksten giver værkerne en ny kontekst.

 

Fogtdals projekt peger på to overordnede mål som for det første er at gøre op med alderdommen som et helvede gennem et personligt eksempel af en 83årig mand og for det andet at fornøje sig selv og sine læsere med kunstoplevelser.  Ved at realisere sit projekt og udgive kunstbogen viser Fogtdal, at mennesker højt oppe i alderen (dem som så at sige er trådt ind i alderdommen) ikke givetvis lever et glædesløst og uproduktivt liv, men kontinuerligt er i stand til at udfordre sig selv og sine omgivelser. Netop fordi henvisningen til opgøret med alderdommen er så stærkt i forordet, og kun sporadisk behandles i billedteksterne i selve bogen, savnes der en diskussion af dette opgør til sidst i bogen. Helt centralt står det, at Fogtdal både lykkes med at løfte sig selv ud af en nedtrykt tilstand og i den grad fornøjer denne læser, men også italesætter nye perspektiver på, hvordan aldrende mennesker anno 2014 lever i Danmark.