Århundredets børn

af Anne Liveng, phd, lektor ved institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC

 

 

Bogen Århundredets børn udgør en opfølgning på og foreløbig afrunding af Glostrup-undersøgelserne. Undersøgelserne blev iværksat for bedre at kunne forebygge hjertekarsygdomme, men blev efterhånden et enestående materiale også i forhold til at undersøge og beskrive aldringsprocesser. De epidemiologiske befolkningsundersøgelser, der siden 1964 er blevet gennemført på 1914-kohorten, bliver i Århundredets børn sat i sammenhæng med personlige fortællinger om, hvordan det opleves at aldres. Bogen giver dermed bud på, hvordan mennesker i en høj alder forstår sundhed og sygdom i sammenhæng med det liv, de har levet. Ved sin kvalitative tilgang sætter bogen den betydningsmæssige prik over i´et på de epidemiologiske undersøgelser, der hidtil har været gennemført.

 

Århundredets børn består af uddrag af tematiserede samtaler med tretten 95-årige. De tretten personer er valgt blandt de tilbageværende fra 1914-kohorten og benævnes ”overlevere”, og de tretten må siges at være overlevere i mere end en forstand. Ikke bare har de opnået en høj alder, men de er også næsten alle stadig fulde af livsmod og interesserede i deres omverden – om end adgangen til den for flere på grund af fysiske funktionsnedsættelser er blevet begrænset.

 

Efter en præsentation af Schroll & Kirks aldringstrekant (1998), der favner dimensionerne psykiske ressourcer, sociale rammer og helbred/funktionsevne, føres læseren i bogens kapitler gennem en række temaer, der alle har og har haft betydning for det liv, de 95-årige har levet: Ægteskab, børn og familieliv, levevilkår, som udearbejdende forsørger eller hjemmearbejdende husmor, forhold til de klassiske KRAM-faktorer, men også selvvurderet helbred, fritidsinteresser og eget syn på alderdom og død.

 

Mosaikken af interviewuddrag og Schrolls opfølgende kommentarer giver et unikt og personligt indblik i de knapt 100 års Danmarkshistorie, de tretten liv repræsenterer. Slående er den forandringshastighed, der har præget tiden, de 95-årige fortæller om. Fra opvækst på landet med vinter-skolegang, tjenestepige-liv, over kærlighedsliv i toværelses lejligheder med to-tre små børn, 30-ernes arbejdsløshed, krigen og de knappe tider herefter (- der dog havde den sundhedsmæssige fordel, at folk cyklede til arbejde og på ferier!) til parcelhus-æraen, udlandsrejser, bil, telefon og internet. En konklusion på de tretten livsfortællinger kunne være, at ”overlevere” med alderen bliver ”mere sig selv” – på trods af eller med de forandringer, der foregår i og omkring livet. Således at Werner, der hele sit liv har fundet glæde og meningsfuldhed i familielivet og prioriteret sine børn og børnebørn, gør det samme som 95-årig, blot via skype, nu hvor han ikke mere kan forlade sin lejlighed. Først når funktionsevnen bliver så begrænset, at det er vanskeligt at opretholde identitet via de områder i tilværelsen man finder meningsfulde, begynder livsmodet at svigte, som hos Carol, for hvem arbejde har udgjort livets fylde. Han drømmer om igen at blive så godt gående at han kan slå græsplænen!

 

Man kan diskutere om fremstillingen af de tretten liv havde vundet ved ikke at blive splittet op i temaer. De forbindelseslinjer i det enkelte liv mellem aldringstrekantens hjørner, som Schroll ønsker at belyse, bliver i nogen grad usynlige gennem opsplitningen. På den anden side fremstår de historiske og generationelle både forskelle og ligheder mellem personerne tydeligere via tematiseringen. Hvorom alting er; bogen er berigende læsning i både et gerontologisk, et sundhedsmæssigt, et kulturhistorisk og et antropologisk perspektiv. Og måske ikke mindst i et eksistentielt: ingen af de tretten interviewpersoner ville have ønsket sig deres liv anderledes, end det blev.