Intelligens i ungdommen

 

 

Intelligens i ungdommen og senere fysisk funktion og dødelighed

 

 

Af Rikke Hodal Meincke og Gunhild Tidemann Christensen

 

 

Mænds intelligens i ungdommen har betydning for deres fysiske funktion midt i livet samt deres risiko for at dø af henholdsvis naturlige og unaturlige årsager frem til 60-årsalderen.

 

 

I slutningen af 2015 afleverede vi hver især vores ph.d.-afhandlinger omhandlende intelligens i ungdommen og senere fysisk funktion og dødelighed. I dette indlæg vil vi præsentere en samlet beskrivelse af resultaterne fra begge afhandlinger. Rikke Hodal Meincke har skrevet ph.d. hos Center for Sund Aldring, Københavns Universitet og Gunhild Tidemann Christensen har skrevet ph.d. hos Dansk Aldringsforskningscenter, Syddansk Universitet. Under vores ph.d.-forløb har vi arbejdet side om side på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

 

I de senere år har forskere vist, at en højere intelligenstestscore tidligt i livet er forbundet med en lang række helbredsudfald senere i livet, herunder bedre fysisk funktion og lavere dødelighed. En grundig gennemgang af den eksisterende litteratur efterlader imidlertid stadig det mest interessante spørgsmål ubesvaret: hvilke mekanismer ligger bag disse sammenhænge? Det overordnede formål i afhandlingerne var derfor at belyse disse underliggende mekanismer med fokus på henholdsvis fysisk funktion og dødelighed.

 

Standardiserede intelligenstest blev oprindeligt introduceret i uddannelses- og erhvervsmæssige sammenhænge, men flere lande bruger også intelligenstest til at teste værnepligtiges intelligens ved session. Siden 1957 er alle danske mænd blevet intelligenstestet som en del af den obligatoriske sessionsundersøgelse. Intelligenstesten, den såkaldte Børge Prien Prøve, består af fire delprøver, der måler henholdsvis logiske, verbale, numeriske og rumlige evner, og testen er forblevet uændret frem til i dag. Intelligenstestscorer fra sessionsundersøgelser indgår som eksponeringsmål i begge afhandlinger, men afhandlingerne er baseret på forskellige kohorter.

 

Rikkes afhandling var baseret på data fra to danske kohorter: Metropolit­kohorten (MP), som består af 11.532 drenge født i 1953 og Rigshospitalets mor-barn kohorte (CPC), hvoraf 4.116 var drenge født i 1959-61. Disse kohorter indeholder informationer om fødselsvægt, forældres socioøkonomiske position (SEP) og mors civilstand ved fødslen og er desuden blevet koblet til Dødsårsagsregistret. Derudover deltog 2.848 mænd fra MP og CPC i Københavns Aldrings og Midtlivs Biobank (CAMB ) i 2009-11. Ved denne undersøgelse blev deres fysiske funktion målt og deltagerne besvarede et spørgeskema, blandt andet med oplysninger om uddannelsesniveau og fysisk aktivitet i fritiden.

 

Gunhilds afhandling var baseret på den danske sessionsdatabase (DSD), der består af udvalgte sessionsdata, som er blevet manuelt indtastet fra registerkort. DSD indeholder informationer om 728.160 mænd født mellem 1939 og 1959 og som blev undersøgt ved session i perioden fra 1957 til 1984. Information om dødsdato og dødsårsag blev indhentet ved at koble DSD til CPR-registret og Dødsårsagsregistret. DSD blev desuden koblet til det danske tvillingeregister for at identificere henholdsvis dizygote og monozygote tvillinger.

 

Med udgangspunkt i CAMB fandt Rikke, at intelligens i ungdommen var forbundet med et bedre resultat i rejse-sætte-sig-testen, bedre hoppehøjde (muskelkraft i benene), balance, håndgrebsstyrke og rygstyrke midt i livet både i ujusterede modeller og i modeller justeret for fødselsvægt og mors civilstand. Intelligens var ikke associeret med fleksibilitet eller mavestyrke. Yderligere analyser viste, at uddannelse medierede sammenhængen mellem intelligens og resultatet i rejse-sætte-sig-testen og mellem intelligens og hoppehøjde. Uddannelse medierede derimod ikke sammenhængen for de resterende mål for fysisk funktion, ligesom fysisk aktivitet i fritiden ikke medierede sammenhængen mellem intelligens i tidlig voksenalder og fysisk funktion midt i livet. Derudover havde mænd med en intelligenstestscore i den laveste tredjedel en fordoblet risiko for dødsfald som følge af naturlige årsager (sygdomme) og unaturlige årsager (ulykker, selvmord, drab) sammenlignet med mænd i den højest scorende tredjedel. I analyser justeret for forældres SEP, fødselsvægt, uddannelsesniveau ved session og body mass index (BMI) ved session fandtes disse sammenhænge stadig, omend noget svækkede.

 

Hvor styrken i Rikkes studie om intelligens og dødelighed ligger i tilgængeligheden af information om tidlige faktorer, er der i Gunhilds studie dødsfald nok til at undersøge mere specifikke dødsårsager. I overensstemmelse med resultaterne fra Rikkes studie, fandt Gunhild ligeledes en højere dødelighed jo lavere intelligenstestscore for alle grupper af naturlige og unaturlige dødsårsager undtagen for død af hudkræft. Sammenhængen mellem intelligens og dødelighed var særligt udtalt for dødårsager med en stærk relation til sundhedsadfærd f.eks. respiratoriske sygdomme. Endelig blev et konsistent mønster af stærkere sammenhænge mellem intelligens og dødelighed fundet for de kohortemedlemmer som var født fra 1950 og frem, i forhold til dem som var født før 1950 på tværs af stort set alle dødsårsager. For at undersøge hvorvidt sammenhængen mellem intelligens og dødelighed kan forklares af genetik og tidlige opvækstvilkår, udførte Gunhild et tvillingestudie. Tvillinger er som oftest opvokset sammen og dizygote og monozygote tvillinger deler henholdsvis 50% og 100% af deres genetiske ophav. Re­­sul­tater­ne viste, at intelligens målt i ungdommen har en selvstændig effekt på dødelighed, udover det som kunne forklares af genetik og tidlige opvækstvilkår. Sammenligningen mellem dizygote og monozygote tvillinger pegede dog i retning af, at genetik muligvis forklarer en del af sammenhængen mellem intelligens og dødelighed, men studiet havde ikke tilstrækkelig statistisk styrke til en endegyldig konklusion.

I overensstemmelse med tidligere studier fandt vi, at jo højere intelligenstestscore des bedre fysisk funktion og lavere dødelighed. Sammenhængen mellem intelligens og fysisk funktion blev ikke forklaret af tidlige faktorer. Endvidere blev sammenhængen ikke medieret af fysisk aktivitet, hvorimod uddannelse medierede en del af sammenhængen for to af de fysiske funktionsmål. I begge afhandlinger fandtes en invers sammenhæng mellem intelligens og dødelighed for både naturlige og unaturlige dødsfald. På baggrund af to forskellige studiedesigns kom begge afhandlinger frem til samme konklusion, at intelligens i ungdommen har en selvstændig effekt på dødelighed, udover hvad der kan forklares af henholdsvis tidlige faktorer samt gener og opvækstvilkår.