VIDEN PÅ REJSE

et forskningssamarbejde mellem VIA University College og Beijing City University

af Karen P. Munk og Rikke Gregersen

 

I august 2014 indviede en dansk delegation fra VIA University College sammen med ledere fra Beijing City University med pomp og pragt et nyt dansk-kinesisk forskningscenter om aldring og demens med hjemsted på Beijing City University.  Formålet med centret er, at danske og kinesiske forskere skal indgå i et ligeværdigt samarbejde om forskningsprojekter vedrørende aldring og demens. Denne beretning er således den spæde start på en føljeton om et dansk-kinesisk forskningssamarbejde, som vi også senere skal orientere selskabets medlemmer om.

Da festtalerne sluttede, og forhandlingerne gik i gang om forskningen, dukkede der imidlertid adskillige udfordringer op, som vi som de deltagende forskere, der skal stå for samarbejdet, kunne og kan vælge at anskue som ’interessant’ folklore eller som kultursammenstød af en karakter, som man ellers ikke støder på i en forskningspraksis.  Gennemgående opleves det, der er fælles som nærmest usynligt i forhold til forskellene. Det drejer sig om forståelse af kroppen, og hvad deraf følger af forståelse for interventionsmuligheder, og det drejer sig om (meget store) samfundsforskelle og dermed (meget store) forskelle i forhold til, hvilke problemer man har i henholdsvis Kina og Danmark i forhold til først og fremmest demens og andre slags svækkelser, der kan følge med høj alder. Det er alt sammen forskelle, som sætter idealet om et ligeværdigt forskningssamarbejde på prøve.

For at tage det sidste først: problemerne med at få passet demente borgere i det kinesiske samfund har en helt anden påtrængende karakter end i Danmark. Det betyder, at allerede det samfundsmæssige udgangspunkt og dermed de problemer, demenssygdommene kan afstedkomme begge steder, er usammenlignelige. Kina er ikke nogen velfærdsstat med et solidarisk sikkerhedsnet for syge borgere. Her er det først og fremmest familien, der har pligt til at passe eller at betale for pasning og behandling af familiemedlemmer. Med et-barns politikken er Kina imidlertid kommet ind i en ond cirkel, hvad angår pligten til at sørge for sin egen familie i stort og småt, og det slår nu hårdt igennem med den demografiske skævhed og stigningen i antallet af demente ældre. Danmark derimod er, som vi alle ved, en velfærdsstat med solidarisk pasning af syge ældre. Den relative stigning i antallet af demente borgere i Danmark er naturligvis også et problem her, men tåler ingen sammenligning overhovedet med Kinas problemer. Dertil kommer, at Danmark har været rustet i mange flere år til at møde denne samfundsmæssige udfordring i forhold til udvikling af pasningssystemer, undervisning af pårørende og demente borgere og mange former for hjælp til pårørende. Så hvad angår den samfundsmæssige indretning og parathed til at håndtere de problemer, der følger med det lange liv, mødes vi ikke på lige fod med vores kinesiske kolleger.

Den næste udfordring, vi som forskere har i samarbejdet, er, at vore kinesiske kolleger tager udgangspunkt i traditionel kinesisk medicin (TCM). Man er meget bevidst om, at vestlig medicin (WM) bygger på en helt anden kropsforståelse, og man står fast på, at TCM er lige så godt som WM. Forskellene ligger i en dyb forskellighed i forståelse af kroppens indretning, af sundhed, sygdom, diagnostik og behandling, hvor TCM ikke overhovedet abonnerer på det, vi forstår ved moderne medicin samt videnskabelig evidens. Man har dog ”overtaget” demensdiagnosen forstået på den måde, at man tilsyneladende (anerkender og) benytter demensscreening tests efter internationale standarder (MMSE eksempelvis). Det er alligevel for nuværende uklart, hvad man egentlig forstår ved diagnosen – udover, at personen ikke længere kan tage vare på sig selv. Men interessant nok ser det ud til, at man har begreber om metode, som ligner de forskrifter, man har i international videnskab i forhold til at måle effekt efter en given intervention. Denne effektmåling skal helst være så ’objektiv’ som muligt, dvs. at det kun er en blodprøve, der kan tale sandt om en virkning, ikke f.eks. et interview eller en ratingscale. For nuværende er det dog uklart, hvad det er i blodet, der kan vise effekt.

Som man umiddelbart kan se, er vi stillet over for store udfordringer. Vi forsøger at få etableret et design, som kan favne kulturforskellene, og hvor vi ikke behøver at gå på kompromis med vores eget udgangspunkt, men alligevel samtidig kan respektere kinesernes også. Det vil sige, at vi nu arbejder inden for en stressforståelse (som fælles forskningstematik), der netop skal kunne favne kulturelle forskelle. Det er dog uklart, om kineserne har et begreb om stress, men det hjælper i hvert fald os til at komme det anderledes i møde.

Vi starter med en komparativ pilotundersøgelse af virkningen af undervisning af pårørende i demens i henholdsvis Danmark og Kina, hvor vi betoner også livshistoriens betydning for omsorgen. Denne betoning lukker netop kulturforskellene ind som en afgørende ingrediens og ikke bare som ’besværlig’ folklore i forståelsen af den demente persons liv før og efter demenssygdommens indtræden.