Vi vil være uafhængige voksne – ikke uansvarlige faldpatienter


Lotte Evron,  sygeplejerske, cand. mag. i pædagogik og ph.d.-studerende ved Ålborg Universitet


BLOGINDLÆG på sygeplejerskelotte.wordpress.com


De fleste af os har prøvet at falde i vores voksenliv. Nogle gange kan vi forudse, at handlingen er risikofyldt. Vi har vurderet situationen og udført den alligevel, fx kan tanken om en ven for enden af vejen, dagens avis i postkassen/kiosken eller lysten til mødet med den friske luft overtrumfe risikoen ved at gå på glat is en dejlig vinterdag. Ligesom nydelsen ved at få fat i sin yndlingsbog på øverste hylde i reolen, en nyvasket bluse højt oppe i skabet eller en god flaske vin på øverste vinreol kan overtrumfe risikoen ved at kravle op på en stige og nå den øverste hylde/reol. Eller kender I glæden ved at gå på bare tæer og efter badet vælge at gå forsigtigt over det våde badeværelsegulv, i stedet for at tage plastiksutter på?

Vi ved, at der er en risiko for fald, alligevel vælger vi at fortsætte med den risikofyldte handling. Nogle gange falder vi, andre gange lykkedes handlingen uden fald. Vi har måske følt os dumme, pinligt berørte, ude af kontrol efter et utilsigtet fald – og set i rationalitetens bagklogskab var faldet måske ret forudsigeligt.

Måske har vi slået os, og nogle af os har fået mere eller mindre langvarige mén efter faldet som fx en hudafskrabning, blodansamling, et forstuvet led eller en brækket knogle. I nogle tilfælde har faldet forhindret os i at fortsætte hverdagen som tidligere – i hvert fald for et stykke tid.

En pointe er, at vi i mange tilfælde på forhånd vidste, at vores handling var farlig – alligevel gjorde vi det. Måske fordi vi ville være selvstændige og uafhængige af andres hjælp. Måske fordi vi ville være aktive og nyde livet.  Måske tænkte vi slet ikke over risikoen i situationen.

Mine undersøgelser viser, at det er nøjagtigt det samme, voksne over og under 65 år tænker, når de falder. Men de viser også, at vores handlinger tilsyneladende er styret af lysten til at være uafhængig og lysten til at leve livet – uanset om vi er over eller under 65 år.

Forskellen er, at når vi er over 65 år og falder, så bliver vi kategoriseret som ’’faldpatienter’’ i sundhedssystemet. Hvis faldet samtidig kan forudses, bliver vi kategoriseret som ’’uansvarlige faldpatienter’’.  Men er vi under 65 år, så er vi bare ’’uheldige’’ eller opfører os lidt ’’vovet’’.

Min pointe er, at alderen har en afgørende betydning for den måde samfundet ser og behandler os og vores fald på. Alderen ”65 år” udgør en grænse for, hvornår det er socialt tilladt at gå på bare tæer på glatte gulve eller færdes på isglatte veje, kravle på stiger eller møbler for at få fat i de ting, vi behøver, eller udføre de handlinger vi har lyst til.

Husker I fx historien om den 89årige gårdejer, som rensede tagrender ved at stå på en frontlæsser. Det så en repræsentant fra arbejdstilsynet, og for sin uansvarlige opførsel på egen grund fik han en bøde for på 25.000 kr. (en bøde, han vel at mærke ikke betalte). Det uansvarlige ligger i, at den aktive gårdejer kunne være faldet ned og have slået sig.

Når relativt mange faldtruede voksne mennesker fravælger faldforebyggelse, viser mine undersøgelser at fravalg og frafald i faldforebyggelse især kan hænge sammen med en manglende lyst til at blive gjort til patient – ’’uansvarlig faldpatient’’.

Brug de sociale medier

Jeg ønsker at gøre læsere af Gerontologi opmærksom på det fællesskab, de sociale medier som Twitter og blogging giver, og måske vil flere blive inspireret og selv bidrage til at få italesat aldring og ældrepleje på alternative måder i offentligheden. Internationalt er der et stærkt socialt netværk på Twitter vedrørende gerontologi, hvor der særligt fokuseres på demens. Måske kan vi blive flere danskere, der via de sociale medier bidrager til at sætte fokus på gerontologien på anderledes måder? Flere tidsskrifter tweeter om deres nyeste artikler og inspirerer dermed til læsning af dem. Virksomheder og interessefællesskaber både blogger og tweeter og lægger videoer, billeder eller tekst ud.

For mig handler twitter-aktivitet om at være med i et socialt fællesskab, hvor jeg hurtigt kan få ny viden og inspiration, samt opdatere mig inden for emner, jeg interesserer mig for. Jeg er bl.a. med i et internationalt sygeplejefællesskab, faldforebyggelses- og ph.d.-netværk  hvor jeg udveksler viden og erfaring med personer fra hele verden.

 

*Twitter

Twitter er et socialt netværk lidt lige som Facebook.  Alle kan åbne en Twitter-konto, det eneste det kræver er en e-mailadresse. Når man har en Twitterkonto kan man følge andres statusopdateringer (tweets) og man kan selv lave tweets om de emner, der interesserer en. Når man følger andre kaldes man ’følger’. Det fremgår af kontoen, hvor mange du følger og hvor mange der følger dig. På den måde kan du få en idé om, hvor langt dit budskab når ud. På Twitter kan en opdatering kan højst være på 140 tegn. Mange twittere har en blog , som de henviser til med et kort opdatering.

Når du har en konto kan du se alle tweets på Twitter, du behøver ikke være ’følger’ for at se specifikke personers opdateringer. Du kan søge på emner ved at bruge hash-tegnet (#) og sætte det foran ord, du gerne vil have andre skal sætte dig i forbindelse med. Du kan også søge på personer.

Lotte Evron (@SygeplejerskeLE)